Ifølge overleveringen var det den græske matematiker og filosof Hippasus af Metapontum, der som den første beviste at der eksisterede irrationale tal, dvs. et tal der ikke kan udtrykkes som et forhold mellem to heltal. Pythagoræerne, der var en religiøs/matematisk sekt, der troede at alt kunne udtrykkes som tal, så det som kætteri. Alle tal SKULLE kunne udtrykkes som forhold mellem to heltal. Derfor lokkede de ham ud i en båd, tævede ham, og smed ham over bord, så han druknede. Men sådan en idiot. Han kunne jo bare have holdt sin kæft og ladet være med at provokere.
Historien er relevant ift. den igangværende debat om Rasmus Paludans mfl. koranafbrændingscirkus. Der er mange debatøre fra den indvandringsvenlige fløj der har argumenteret for at politiets ressourcer ikke bør benyttes til sådanne formål. ”Vi går helhjertet ind for ytringsfrihed. Men…”. Ja, the devil is in the detail som amerikanerne siger.
Det er forståeligt at nogen ser Paludan som en tåkrummende Kaptajn Tourette, men enten er der rettigheder, eller også er der ikke. Det er spøjst at se de samme som henførte påberåber ISIS krigere og deres afkoms rettigheder, lige pludseligt få det ret svært ved at forstå begrebet rettigheder når det er en person de ikke bryder sig om det handler om. Og vice versa, ret beset.
Men i politikens verden er det, som i matematikkens verden, at grænsetilfældene er de interessante. Når det at dividere med nul, ikke per definition er uendeligt, men er defineret som udefineret, er det fordi at man, vis man nærmer sig nul fra den negative side af tallinjen får et uendeligt stort negativt tal, men et uendeligt stort positivt tal hvis man nærmer sig fra den positive side af tallinjen. Dvs. at kurven for en brøk er diskontinuert for nul i nævneren.
Hvorfor er det vigtigt at kunne brænde en Koran, eller tegne Muhammed? Tjah, det ved jeg ikke. Hvorfor er det vigtigt at sidde foran i bussen?
Vi skal tolerere hinandens afskyelige og perverse synspunkter fordi vi vil have at andre respektere vores afskyelige og perverse synspunkter. Hvis ikke Paludans tåbeligheder skal beskyttes, hvorfor skulle nogen andres så? Hvis ikke, så er præmissen der er sat op for at et multikulturelt samfund skulle kunne lykkedes afvist. Hvad man finder perverst og afskyeligt er arbitrært.