Med terrorangrebet i Christchurch i New Zealand in mente, er denne, et par år gamle, artikel stadig aktuel
Første oktober 2017 gik den hvide amerikaner, Stephen Paddock, amok i Las Vegas og skød og dræbte 58 og sårede 546 ved en countrymusikfestival, før han begik selvmord. Hans motiv er stadig ukendt. Lidt over en måned senere var den gal igen, da Devin Patrick Kelley skød og dræbte 26 kirkegængere og sårede 20 før han, efter en biljagt og en skudveksling med lokale beboere, ligeledes begik selvmord. Motivet lader til at have været en uoverensstemmelse med sin svigermor.
Efter en sådan hændelse sker der hver gang noget nærmest rituelt. Det lyder igen og igen at dette er ”uforståeligt”. Hvordan kan det dog være uforståeligt? Spillet GTA 5, der roligt kan betegnes som voldeligt, har det endda som en mission. At begå et antal massakrer, såkaldte rampages blandt dens forskellige quests. Behøver jeg at tilføje, at spillet brød alle salgsrekorder og tjente $800.000.000 på de første 24 timer, det var på gaden. Jeg vil ikke på nogen måder insinuere at spil genererer terrorister, men det kan da på ingen måder komme bag på nogen at dette, den ultimative synd, det største tabu, drabet, har en vældig tiltrækningskraft.
Når fasen med at tale om det uforståelige er overstået, går vi videre til det næste skridt i ritualet: Våbenlovgivningen i USA bringes på banen. Der palaveres frem og tilbage og efter en tid spilles emnet død, for der er ikke i USA en folkelig opbakning til indgreb i våbenloven, da det griber ind i amerikanernes oprindelsesmyte. Det passer ikke ind i fortællingen om nybyggerne og ene mand mod verden. Hver er sin egen lykkes smed. The Marlboro man, cowboyen med sin revolver. Derfor ignoreres masseskyderier i USA af højrefløjen. At en skoleklasse eller lignende bliver massakreret en gang i mellem bliver betragtet som trafikuheld: Tragiske, men uundgåelige hændelser, som man må lære at leve med. For våbnene ses som inkarnationen af friheden, og derfor urørlige.
Blev disse to hændelser betegnet som terror? Nej. ”Hvis det havde været en muslim, der havde gjort det, ville det have været terror” lyder argumentet så. Er der her tale om terror? Nej, ville mit svar være, for her er ikke tale om ugerninger udført for at fremme politiske mål. Men der er dog noget fælles for både ”ensomme ulve”, masseskydere og terrorister. For den motiverende faktor er, tror jeg, reelt herostratisk berømmelse. Den ultimative rage quitting. At rage skakbrikkerne af brættet, hvis spillet går imod en. Det, at man kan gå fra zero to hero, i hvert fald i antallet af views, på nul komma fem, ved at begå det ultimative normbrud. Et massedrab udføres ikke for at opnå noget politisk. Det er personlig hævn, kombineret med ønsket om, som antikkens Herostratos, der brændte Artemis tempel ned, at udødeliggøre sit navn. For at undgå gentagelser, forsøget grækerne, ved truslen om dødsstraf, at tie hans navn ihjel, men til igen verdens nytte. Naturligvis. For ud af hvor mange, der kender navnene på Ted Bundy, Jeffery Dahmer eller John Wayne Gacy, hvor mange kender så navnene på deres ofre?
New York Times konkluderer i en artikel, at det er antallet af våben, der er udslagsgivende for masseskyderier. Og ja, man vælger selvfølgelig det værktøj, som er bedst til en given opgave, men i mangel af bedre har mange lavet massakre med mange andre metoder. For det vigtigste her er massedrabet, ikke værktøjet. I Europa har lastbiler været et populært middel til at udføre massedrab, som for eksempel i Nice. En revision af den amerikanske våbenlovgivning ville også snarer kunne afhjælpe affektdrab, drab der udføres uden forudgående planlægning. Som det også er tydeligt herhjemme, er det ikke svært at anskaffe sig våben. I skrivende stund er det toårsdagen for det koordinerede angreb på Paris, udført af syv gerningsmænd, hvor tre selvmordsbombere detonerede sig selv, og de resterende efterfølgende udførte en massakre i natklubben Bataclan, hvor i alt 130 dræbtes, og 413 såredes. At Bataclanmassakren, eller Breivik for den sags skyld, lykkedes på trods af den stramme europæiske våbenlovgivning, tales der ikke meget om.
At Bataclanmassakren, eller Breivik for den sags skyld, lykkedes på trods af den stramme europæiske våbenlovgivning, tales der ikke meget om.
Den store forskel er, at der er en klangbund for terror i koranen. Islam, i hvert fald i en ikke helt esoterisk tolkning, tilbyder selv den værste synder øjeblikkelig frelse gennem mord på ”vantro”:
Sura 2.191-193 “And kill them wherever you find them, and turn them out from where they have turned you out. And Al-Fitnah [disbelief or unrest] is worse than killing… but if they desist, then lo! Allah is forgiving and merciful. And fight them until there is no more Fitnah [disbelief and worshipping of others along with Allah] and worship is for Allah alone. But if they cease, let there be no transgression except against Az-Zalimun(the polytheists, and wrong-doers, etc.)”.
Sura 3.151 “Soon shall We cast terror into the hearts of the Unbelievers, for that they joined companions with Allah, for which He had sent no authority.”
Sura 4.74 “Let those fight in the way of Allah who sell the life of this world for the other. Whoso fighteth in the way of Allah, be he slain or be he victorious, on him We shall bestow a vast reward.”
Sura 8.12-18 “I will cast terror into the hearts of those who disbelieve. Therefore strike off their heads and strike off every fingertip of them”.
Ja, listen er lang.
Det er meget sjældent at vestlige massemordere har medsammensvorne – Massakren på Colombine High school er en af undtagelserne – mens det ikke er unormalt at islamistiske terrorangreb udføres i forening med andre. En anden lighed med de amerikanske masseskydere, er at, hvor højrefløjen, som tidligere nævnt, ignorerer disse som uundgåelige, anser den europæiske venstrefløj ligeledes islamistiske terrorangreb som uundgåelige, den hvide mand må sone sine synder, og da gerningsmændene pr definition er de forudbestemte ofre bliver de reelle ofre nødvendigvis, om ikke skyldige, så en slags statister i sonings ritualet. Som Londons borgmester Sadiq Kahn lakonisk udtalte: ”terroren er en del af at leve i en storby”. London hvor der, i parentes bemærket, i blot 2016, har været 431 syreangreb.
Ja, listen er lang.
Det er dog interessant at se modsætningen i hvorledes bilangrebet i Charlottesville, udført af en højre national, omtaltes af medierne. Her var det den inkarnerede ondskab, der manifesterede sig. Ved massakren i Berlins julemarked vred man sig til gengæld for, om det dog ikke bare kunne være et trafikuheld. Ligeledes gik det i medierne, noget hurtigere med at fastslå, at Jo Cox morder var højre national.
Men lad os da også gribe i egen barm, og fastslå at, ja, angrebet i Sverige hvor en nationalist angreb en gruppe asylansøgere var et forsøg på terror. Ja, Darren Osbornes angreb i Finsbury Park var et terror angreb.
Handlingers værdidom baseres på hvem der udfører handlingen mod hvem, og hvorvidt det passer ind i ens narrativ om verden. Men der er desværre alt mulig grund til at massedrabene fortsætter. Der er mange der stadig, som forfatteren Tom Kristensen i 1932, længtes mod ”skibskatastrofer og mod hærværk og pludselig død”.
Men for at indsætte det i en passende kontekst så, hvis vi bare holder os til bilangreb, så står ”scoren” for det sidste års tid, at nationalister har udført i alt 3 angreb, med 2 dræbte og 27 sårede til følge. Islamister har udført i alt 10 angreb, med 139 dræbte og 768 sårede til følge. Det burde være tydeligt, hvor problemet er størst.
Handlingers værdidom baseres på hvem der udfører handlingen mod hvem, og hvorvidt det passer ind i ens narrativ om verden. Men der er desværre alt mulig grund til at massedrabene fortsætter. Der er mange der stadig, som forfatteren Tom Kristensen i 1932, længtes mod ”skibskatastrofer og mod hærværk og pludselig død”.
Nationalister
11.6.2017 En svensk mand kører en bil mod en gruppe asylansøgere i Stockholm. Ingen såres.
19.6.2017 Britten Darren Osborne udfører et angreb i Finsbury Park i London. 1 dræbes. 8 såres.
12.8.2017. Charlottesville USA. James Alex Fields Jr. udfører et bilangreb mod moddemonstranter. 1 dræbes. 19 såres.
I alt 3 angreb. 2 dræbte. 27 sårede.
Islamister
14.7.2016. Nice bliver angrebet med en lastbil ført af Mohamed Lahouaiej-Bouhlel. 86 mennesker bliver dræbt. 434 såres.
28.11.2016. Den somaliske flygtning Abdul Razak Ali Artan angriber med bil og kniv tilfældige i Ohio. 13 skades. Gerningsmanden dræbes af politiet.
19.12.2016. Julemarked i Berlin angribes med lastbil af tuneseren Anis Amri. 12 mennesker mister livet. 56 såres.
22.3.2017. Westminster i London angribes af Khalid Masood med en personbil og kniv. 5 dræbes, og 49 såres.
7.4.2017. Stockholm. Usbekeren Rakhmat Akilov angriber en menneskemængde med en stjålen lastbil. 5 dræbes, 14 såres.
3.6.2017. London Bridge. Islamisterne Khuram Shazad Butt, Rachid Redouane og Youssef Zaghba angriber med en varevogn og knive og dræber 8 og sårer 48.
19.6.2017. Champs-Élysées. Djaziri Adam Lotfi kører en bil fyldt med våben og sprængstoffer ind I en politibil. Han dræbes.
9.8.2017. Levallois-Perret i Frankrig. Algieren Hamou Benlatrèche angriber en gruppe soldater. 6 såres.
17-18.8.2017. Spanien angribes med først et bilangreb i Barcelona. 14 døde. 131 sårede. Derefter Cambrils. 1 dræbes. 6 såres. I alt 15 døde. 137 sårede. Angrebet kunne have været meget værre da en bombe, som gruppen forsøgte at bygge detonerede ved et uheld.
31.10.2017. Sayfulla Habibullaevich Saipov kører sin lejede pickuptruck ned ad en cykelsti og dræber 8 og sårer 11. Gerningsmanden skydes, men overlever.
Comments