De fleste kender til vikingernes handels- og plyndrings togter, og danelagen, hvor der blev opkrævet beskyttelses penge fra de britiske konger, og danskernes kortvarige erobring af England, der begyndte fra år 947 da Erik Blodøkse erobrede York, til riget faldt far hinanden efter Knud den Stores død i år 1035. Men historien om hvorledes Britannien blev erobret i starten af det femteårhundrede af de germanske stammer Anglerne, Sakserne og Jyderne er knap så velkendt.
Bede og Gildas, munke fra det sjetteårhundrede, der er vores primære kilder, beskriver i hhv. værket Historia ecclesiastica gentis Anglorum – Historien om den britiske kirke og dets folk - og De Excidio et Conquestu Britanniae, - Om Britanniens erobring og forfald, hvorledes det foregik at de to jyske brødre Hengist og Horsa endte med at etablere kongeriget Kent. Det er en fortælling der består delvis af historiske fakta, delvis af sagn og myter, skygget af modstridende oplysninger men som ikke desto mindre er en interessant historie som også i dag er relevant.
Anglerne og Jyderne beboede den jyske halvø på dette tidspunkt, med Jyderne i den norlige del og Anglerne i den sydlige, og Sakserne i det område som i dag kaldes Slesvig-Holstein. I kilderne betegnes de i fælleskab som Saksere. De havde både være en trussel mod Romerriget, og under kejser Constantius regeringsperiode, udført angreb mod grænsebyer omkring Rhinen, som blev brændt efter plyndringsgods og slaver var sikret; men havde også fungeret som hjælpetropper under forskellige romerske hærfører i England. Men nu, efter en længere periode med generel nedgang for imperiet, var de britiske besiddelser ikke længere mulige at forsvare og de sidste legionærer forlod landet i år 407 for at forsvare de smuldrende rester af det Romerske kejserrige.
Vortigern, den britiske konge, af Gildas beskrevet som ”superbus tyrannus” – en stor tyran, var nu nervøs. Skotterne og Pikterne stod ved hhv. de romaniserede britters nordlige og vestlige grænse. De havde allerede udført plyndringstogter og var nu frygtedes de at være parat til at invadere. For at hjælpe med forsvaret af sit kongedømme kontaktede han Hengist og Horsa, sønner af Wihtgis, og hyrede dem som lejesoldater mod Pikterne. Hengist og Horsa, hvis navne hhv. betyder ”hingst” og ”hest”, ankom således med tre skibe med våbenføre mænd til et sted der kaldets Ipwinesfleet, og besejrede derefter Pikterne i hver et slag de udkæmpede.
Som betaling for deres indsats overgav Vortigern efterfølgende et mindre stykke land, så meget som kunne omspændes af en tyrehud skåret i strimler på øen Thanet i det østligste Kent, til Hengist og Horsa og deres mænd, og kort tid efter ankom seksten skibe mere, bla. medførende Ronwen – hvis navn betyder ”hestehår” – Hengist datter. Beregnende lod Hengist sin datter varte Vortigern op ved den efterfølgende velkomstfest og fik hende til at serverer rigeligt vin og indynde sig, således at Vortigern straks forelskede sig i hende. Brylluppet blev straks afholdt og Vortigern, forblændet af Ronwens vid og skønhed, afgav endnu et stykke land til Hengist og lod ham invitere endnu flere af sine landsmænd til at tjene som lejesoldater.
Beregnende lod Hengist sin datter varte Vortigern op ved den efterfølgende velkomstfest og fik hende til at serverer rigeligt vin og indynde sig, således at Vortigern straks forelskede sig i hende. Brylluppet blev straks afholdt og Vortigern, forblændet af Ronwens vid og skønhed, afgav endnu et stykke land til Hengist og lod ham invitere endnu flere af sine landsmænd til at tjene som lejesoldater.
Arrangementet blev dog ikke godt modtaget af alle og Vortigern kom i modsætningsforhold til sine egne stormænd og sine tre sønner, som ikke så med sindsro på de fremmedes nye magt. Det var med god grund for deres tørst efter strid og plyndring stadig ikke var udslukket, og de havde set Briternes sølle forfatning, og havde sendt besked hjem om ”Briternes værdiløshed og landets rigdomme” til deres egen stamme, Jyderne, samt Anglerne og Sakserne. Fyrre skibe under kommando af Hengist søn Octa ankom nu og kort efter stødte endnu flere slægtninge – Ebissa og derefter Cherdich – til med endnu flere skibe, således at de nu rådede over mere end trehundrede skibe.
Der udbrød nu strid mellem Vortimor, Vortigerns ældste søn, som nu havde overtaget magten og afsat sin fader, og Hengist. Der udkæmpedes nu flere slag hvor jyderne gradvist trænges tilbage. Horsa falder i kamp med Catigern, endnu en af Vortigerns sønner, og Jyderne trænges tilbage til deres fæstning på Thanet, som nu belejres af Briterne. Da belejringen blev for meget for Hengist og hans mænd sendte de Vortigern, som havde søgt tilflugt hos Jyderne efter han blev tronranet, ud for at forhandle med Vortimor og dennes allierede. Medens disse forhandlinger stod på udnyttede Hengist og hans mænd pausen i kampene og, efterladende deres kvinder og børn, trak de sig tilbage til deres skibe og stod til søs med kurs tilbage mod Danmark. Kort tid efter kom der dog nys om at Vortimor var død, forgiftet af Ronwen, og Vortigern havde generobret tronen. Hengist satte der på kursen tilbage mod England. Da Hengist og hans krigere nu endnu en gang stod på Engelsk jord, lod han et sendebud gå til Vortigern for at indbyde denne til forhandlinger. Vortigern, der uden sine lejesoldater var sårbar for angreb ude fra og indad til var svækket efter sin søns magtovertagelse, indvilligede.
Trehundrede af hver Hengist og Vortigerns mænd mødtes i en hal for at forhandle fred og der blev serveret mad og drikke. Men Hengist og hans følge havde svigagtigt gemt knive i deres støvleskafter og, da Briterne var blevet berusede og havde mistet deres årvågenhed, råbte Hengist "Nemet oure Saxas," – træk knivene – og overaskede de ubevæbnede briter, og dræbte dem alle undtagen Vortigern, som blev tvunget til at afgive store landområder før de overgav ham til sine landsmænd. Dette er hændelsen som har lagt navn til begrebet ”De lange knives nat”. Senere, hvor historien møder Kong Arthur legenden, profetere Merlin at Hengist vil falde og Uther Pendragon vil blive kronet.
Dette er selvfølgelig en mytisk beskrivelse af den Angel Saksiske invasion af Britannien. Ronwen er f.eks. højest sandsynligt en senere indført figur, men hvad der er sikkert er at det, på et meget kort tidsrum, lykkedes de invaderende germanske stammer at etablere sig i England og – på den ene eller anden måde – at udkonkurrere den eksisterende britiske kultur. Sakserne bosatte sig i det sydlige England, Anglerne i det midt østlige område der bære deres navn, Anglia, og Jyderne i Kent. De sidste briterne udvandre til Bretagne.
Selv om det ved mitokondrie DNA analyse er bevist at der ikke var tale om en etnisk udrensning, men en kulturel overtagelse så var det en kulturel overtagelse som der blev udført af maksimalt 200.000 Saksere, hvor der mindst var 800.000 Briter. På en periode på ca. hundrede år forsvinder al arkæologisk evidens om Briterne, hvor saxernes tilstedeværelse den dag i dag ses ved bynavne som f.eks. Sussex, Essex eller Wessex. Der var heller ikke tale om nogen fredelige overgang. Iflg. Gildas havde ”intet mere ødelæggende, intet mere bittert nogensinde ramt landet”.
Selv om det ved mitokondrie DNA analyse er bevist at der ikke var tale om en etnisk udrensning, men en kulturel overtagelse så var det en kulturel overtagelse som der blev udført af maksimalt 200.000 Saksere, hvor der mindst var 800.000 Briter. På en periode på ca. hundrede år forsvinder al arkæologisk evidens om Briterne, hvor saxernes tilstedeværelse den dag i dag ses ved bynavne som f.eks. Sussex, Essex eller Wessex. Der var heller ikke tale om nogen fredelige overgang. Iflg. Gildas havde ”intet mere ødelæggende, intet mere bittert nogensinde ramt landet”.
Frederik Reinfeldts, den tidligere svenske statsministers, idiotiske udtalelse om den rigelige plads i Sverige viser desværre med al ønskelig tydelighed at der selv i dag blandt den såkaldte elite findes folk som åbenbart aldrig har åbnet en historiebog.
Kilder:
Comments